A-kraft i Japan – Nej tak?

Opdatering 8. april 2011.

Det kraftige efterskælv der fandt sted i går aftes i samme havbundsområede som den 11. marts har ifølge rapporter ikke yderligere beskadiget Fukushima værket eller de igangværende bestræbelser på at sikre det, herunder indblæsning af kvælstof gas i reaktor 1. Derimod rapporteres om mindre skader på et andet a-værk, Onagawa, ca 150 km nord for Fukushima (klik evt på kortet længere nede). Onagawa har tre reaktorer som alle lukkede ned efter skælvet 11. marts. Skaderne består øjensynlig af mindre lækager af vand fra de indeslutninger der køler brændselsstavene. Det virker ikke alarmerende p.t. 

Henrik Gudmundsson, Tokyo, opdateret 7. april 2011

Ulykken på Fukushima kernekraftværket har sat store spørgsmålstegn ved Japans ambitiøse program for kerneenergi. Landet er med 55 reaktorer verdens tredje største kernekraft nation efter USA og Frankrig, og baserer i dag (indtil ulykken) omkring 10 % af sit samlede energiforbrug og heraf ca. 30 % af elproduktionen på denne kilde.

Fortsat udvikling af kerneenergien står centralt i landets aktuelle vækst- og klimaplaner, og flere nye reaktorer er i øjeblikket på tegnebrættet. Tohoku jordskælvet og den efterfølgende tsunami den 11. marts har imidlertid bekræftet med al ønskelig tydelighed hvor sårbar nuklear teknologi kan være overfor naturens kræfter i det ’tektonisk’ meget udsatte land. I øjeblikket (7 april) er sikkerhedssituationen på Fukushima fortsat uafklaret, og ulykken vil givetvis blive ved med at spøge, eller det der er værre, i lang tid fremover.

Man må derfor spørge sig selv om befolkningen i Japan vil acceptere fortsat udbygning af kernekraften som hidtil planlagt, eller om man nu har mistet tilliden til de ansvarlige for sikkerheden. Vil Japanerne ligefrem skrotte denne teknologi og vende sig mod vedvarende energi, eller vil man tværtimod forøge investeringerne i mere sikker kernekraft? Hvad vil det betyde for den af nogle bebudede ‘ globale renæssance’ for kernekraften? Dette vil jeg prøve at belyse med udgangspunkt i mine egne førstehånds oplevelser i Tokyo og ved at trække nogle linjer i den japanske kernekrafts historie op. Artiklen har ikke fokus på teknisk viden om kernekraft, men borer i det alvorlige samfundsmæssige dilemma Japan står overfor.

Fukushima – værket

Det ulykkesramte Fukushima kraftværk ligger ved Stillehavskysten på Japans hovedø Honshu  ca. 250 km nord for Tokyo centrum.  Anlægget består af to værker, Fukushima nummer 1 med seks reaktorer og nummer 2 med fire reaktorer, Begge ejes af det private Tokyo Electric Power Company (TEPCO) som er det største kernekraft selskab i Japan og et af de seks største elselskaber i verden med omkring 45 millioner kunder (TEPCO 2011).

Alle de Japanske kerne kraftværker ligger fordelt på kysterne af Japans fire store øer Honshu, Kyushu, Hokkaido og Shikoku fra nord til syd. Det er langs kysterne befolkningstætheden, behovet, placeringsmulighederne – men også jordskælvsrisikoen – er størst.

PLANTS IN JAPAN OLD

Placering, ejerskab og antal reaktorer for japanske A-værker. Lyse er opført; mørke planlagt pr 2007. OBS ikke helt opdateret. Kilde: IEA (2008)

Ulykken den 11. marts 2011

Tohoku Jordskælvet[1] der indtraf den 11.marts kl. 14:46 i 25 km’s dybde under Stillehavet, ca. 130 km fra Japans østkyst var meget kraftigt (styrke 9.0). Det mærkedes på land med op til maksimal intensitet på den japanske JMA skala i visse områder af det nordlige Japan, men føltes kun temmelig ubehageligt i Tokyo, hvor der skete ringe skade.

Quake skala Tohoku Sanriku Oki

Tohoku skælvets intensitet i forskellige regioner (JMA Skala 1 – 7, må ikke forveksles med størrelse eller ’Richter’). ’Fukushima’ er navnet på den region hvor værket ligger, og angiver ikke dets placering)

Jordkælvet forårsagede i sig selv mindre skader på en række kernekraftværker, herunder Tokai-2, kun 120 km nord for Tokyo. I alt 11 reaktorer på fire forskellige værker inklusive Fukushima 1 og 2 gik omgående ind en automatisk nedlukningsproces som foreskrevet i sådanne situationer.

Jordskælvet udløste dog som bekendt en tsunami med meget stor bølgehøjde, nogle steder måske op mod 24 meter (NHK 2011) som kort efter oversvømmede og ødelagde køleanlæg, strømforsyning med videre på Fukushima nummer 1. Dette berørte direkte reaktor 1, 2 og 3 under nedlukning, samt reaktor 4, som allerede var lukket ned men med brændselsstave under køling.

Der har siden været arbejdet intenst og heroisk for at genetablere køling og strøm til de fire reaktorer og tilhørende brændselslagre, men betingelserne har været overordentlig vanskelige, og indsatsen ramt af talrige tilbageslag. Nedlukningen er derfor endnu ikke pr ultimo marts tilendebragt på Fukushima 1. For de  øvrige nedlukkende værker er processen pr 28. marts gennemført nogenlunde planmæssigt.

Det internationale Atomenergiagentur IAEA har klassificeret situationen som en ’alvorlig ulykke’ (niveau 6 ud af 7 på deres skala, hvor Chernobyl var ’7’) (IAEA 2011). Den japanske Premierminister Naoto Kan betegnede den 25. marts fortsat situationen på Fukushima som meget kritisk (Kan 2011). Selv om stadig flere kontrolfunktioner nu er genetableret opstår der hele tiden nye situationer og faremuligheder.

Strømudfald

Nedlukning og udfald af i alt 11 reaktorer (udover dem som i forvejen var lukket ned for inspektion) har umiddelbart medført kraftigt reduceret produktion og tilgængelighed af strøm. TEPCO mangler op mod 40 % af hvad de maximalt råder over normalt.   Dette har i TEPCO’s område ført til varsling af rullende strømrationering nogle timer om dagen. I første omgang har forbrugerne dog sparet mere end ventet af sig selv, og planlagte rationeringer har været udskudt, til stor forvirring for mange. Man mærker tydeligt i Tokyo at intensiteten og belysningen er gået ned; her er nogen steder nærmest ’dødt’, hvilket man elles sjældent er ude for i den pulserende storby.

På TEPCO’s hjemmeside http://www.tepco.co.jp/en/forecast/html/index-e.html kan man nu time for time følge strømforbruget i hele den mega store region, og se hvordan det nærmer sig kapacitetsgrænsen, indtil rationeringen i nogle områder gennemtvinges. I april har forbruget indtil videre dag for dag været lavt nok til at rationeringen ikke er slået til.

El forbrug 28 marts

Elforbrug manden 28 marts (søjler), søndagen før (lyserød), og samme dag sidste år (blå). Stregen angiver max leveringskapacitet. Orange søjler er timer med implementeret rationering i nogle områder. Kilde: http://www.tepco.co.jp/en/forecast/html/index-e.html

Det forudses at forbruget til sommer hvor air condition plejer at køre på højtryk vil komme op på over 20 % af den maksimale kapacitet. Der ventes nu med spænding på regeringens bebudede plan for energibesparelser for at undgå de upopulære rationeringer, som skal komme i april. Vil man ty til afgifter, forskudt arbejdstid, tvungen ferie, eller måske bare afslappet sommertøj, der mindsker behovet for at køle de mange jakkesætklædte kontorfunktionærer ned? I hvert fald tyder de aktuelle målinger og tiltag – samt sund fornuft – på at den normalt storforbrugende by godt kan fungere på en del mindre strøm.

Radioaktive udslip

Udover bortfald af strøm, omfatter konsekvenserne af ulykken på Fukushima indtil videre blandt andet udslip af radioaktivt Jod og Cæsium til luften, strålepåvirkning af nogle af de ansatte der har arbejdet med genetablering af anlægget, samt stærkt forhøjet indhold af radioaktive stoffer i havet umiddelbart ved værket. (METI 2011, IAEA 2011). Der har været målt angiveligt meget lave niveauer af radioaktiv forurening i omgivelserne, men ikke desto mindre er der nu indført forbud mod at sælge visse grøntsager fra et område omkring værket. Advarsler mod at give drikkevand til spædbørn i Tokyo og en række andre præfekturer er ophævet igen, eftersom niveauet atter er under grænseværdierne. Ingen personer er så vidt det er rapporteret endnu berørt af nogen sundhedsskadelige strålingseffekter, og myndighederne rapporter til stadighed at der ikke er nogen sundhedsfare udenfor evakueringsområdet på 20 km omkring Fukushima nummer 1.  Nogle landes ambassader, bla. Danmarks har lempet lidt på tidligere advarsler og rådgivning – vi ’må’ godt bo i Tokyo nu igen.

Hamstring

Usikkerheden om fremtiden og den løbende dramatiske medierapportering har ført til periodisk hamstring af varer, især toiletpapir og vand på flaske, der nogle perioder ikke har været til at opdrive. Nogle tomme hylder skyldes imidlertid også omfordeling til katastrofeofrene i nord. Forsyningssituationen i Tokyo føles nu per ultimo marts igen næsten normal. Man føler man lever i nærheden, man ikke på kanten, af en mulig katastrofe: De fleste følger godt med og har et øje på hver finger (eller website). De langsigtede økonomiske, sociale, og miljømæssige konsekvenser (eller situationen næste uge) kan man kun gisne om.

Kernekraftens historie i Japan

Japan startede sit kerneenergiprogram allerede i 1950’erne. På baggrund af oplevelserne med de to Atombombesprængninger i 1945 har landet fra starten været fokuseret på udelukkende ikke-militær anvendelse. I de senere år har situationen i Nordkorea dog fået nogle få til at spekulere i om dette men fortsat er en klog strategi, men emnet er meget kontroversielt i Japan (Mochizuki 2007;  Szechenyi 2006).

Kernekraftprogrammet har været ekspanderet og revideret i flere omgange, hvert årti er nye værker og avancerede behandlingsanlæg kommet til; senest Hokkaido Electric Power Co’s  Tomari-3 reaktor, der åbnede i 2009.

Den samlede reaktor park i Japan består dog i dag overvejende af ældre letvandsreaktorer, flest af typen BWR, der spalter beriget uran og producerer damp til turbinen ved at koge kølevandet direkte. Dette gælder således alle 10 reaktorer I Fukushima (de første bygget i 1970’erne). Sådanne reaktorer betegnes af nogle som ’2. generation’, og er grundlæggende samme type  som blev benyttet på Three Mile Island værket i USA (Kotler 2011). Nogle få sikkerhedsmæssigt forbedrede ’3. generations’ reaktorer findes i Japan (såkaldte ’Advanced’ BWRs) med bla. mekanismer til at modvirke de dampeksplosioner der har beskadiget Fukushima. En enkelt (Monju) er en ’4. generations’ type formeringsreaktor, der i princippet producerer  mere brændstof (plutonium) end de forbruger, og som ikke behøver vand til køling. Monju har tidligere været ulykkesramt, men er nu atter i gang.

En vigtig baggrund for Japans ekspanderende kernekraft politik er ønsket om uafhængighed og forsyningssikkerhed på energiområdet, især hvad angår olie. Japan er fortsat den store industri økonomi som er mest afhængig af importeret energi (IEA 2008).

Kernekraft løsningen kan måske synes paradoksal eftersom Japan heller ikke selv råder over uran ressourcer (JAEC 2005). Satsningen kan dog ’bagud’ til dels forklares med den meget massive vækst i el-efterspørgslen gennem de sidste 30 år, som det har været opfattet som for vanskeligt, dyrt og ustabilt (!) at dække med tilgængelige vedvarende energikilder (Valentine et. al. 2011; IEA 2008). Disse kilder er ganske vist også inde i billedet, men kernekraft, gas og til dels kul har været hovedalternativerne til olie.

Desuden er sigtet fremover netop at udvikle kerneprogrammet så man behersker den fulde cyklus fra fremstilling og berigelse af materiale, til efterbehandling, oparbejdning og slutdeponering. Heri indgår også en kraftig satsning på formeringsreaktorer, der kan udnytte dele af affaldet og i princippet vil kunne mindske behovet for at importere ny uran meget betydeligt (METI 2010b; Fukasawa et. al. 2009).

I de senere år er klimaforandringer kommet stærkt ind som en udtrykt del af begrundelsen for at opretholde og udvide kernekraftkapaciteten da den ses som tilnærmelsesvis CO2 fri (METI 2010b; IEA 2008; JEAC 2005). Dertil kommer ønsker om systemeksport.

 Sikkerhedsproblemer…

Sikkerhed har altid været fremhævet som et centralt element, men en række episoder og ulykker især op igennem 1990’erne afslørede væsentlige svagheder i håndtering og kontrol. Alvorligst var nok episoden i 1999 hvor der skete et udslip af radioaktivt materiale fra forsøgsanlægget Tokai-2 og to ansatte blev dræbt (Kotler 2000, s 6). Ulykken blev klassificeret til niveau 4 på det IEA’s skala. Et nyere eksempel er Chuetsu jordskælvet i 2007 på Japans vestkyst meget nær TEPCO’s nye Kashiwazaki-Kariwa anlæg, som er verdens største kernekraftværk. Skælvet medførte fysiske skader på værkets areal og bygninger uden dog at beskadige reaktorerne, og der skete nogle små udslip af radioaktivt materiale til vandet (IAEA 2008). Værket var ude af drift i 21 måneder efter ulykken, bla. for at etablere stærkere jordskælvssikring.

Ulykkerne og dermed følgende voksende skepsis hos befolkningen fra 1990’erne og fremefter har været medvirkende til at et antal værker er blevet udskudt eller helt opgivet (Kotler & Hilman 2000; IEA 2008).

… men fortsat satsning på kernekraft

Skiftende regeringer har dog hele tiden fastholdt kernekraft som en central del af Japans energipolitik. I den officielle Master Plan for energi fra 2006 indgik at andelen af kernekraftbaseret el muligvis skulle øges til 40 % frem mod år 2030 (IEA 2008).

I 2009 skiftede magten over til Democratic Party of Japan (DPJ), som blev valgt på et program, som blandt andet fokuserede på større åbenhed overfor befolkningen som et af sine fem hovedprogrampunkter; og hvor klima og grøn teknologisk vækst har også været et erklæret satsning område (Valentine et al 2011). Men også under DPJ’s nuværende statsminister Naoto Kan indgår kernekraft som et markant element i de gældende vækstplaner, både i den hjemlige energiforsyning og som basis for systemeksport for den japanske industri (METI 2010a). I den seneste aktuelle strategiske plan for energi stod at der skal bygges 14 nye værker, og at andelen af el produceret med kernekraft skal helt op på 50% i 2030 ( METI 2010b).

Der er i øjeblikket (før ulykken) planlagt konkret for 11 nye værker, blandt andet to nye i Fukushima, der p.t. står til at åbne i 2016/17, hvilket dog ikke er realistisk med den aktuelle situation in mente.  En del selskaber har efter ulykken allerede selv bebudet diverse initiativer til at forstærke og yderligere sikre eksisterende og planlagte anlæg, mens regeringen endnu ikke selv meldt nogen planer eller initiativer ud. Der er dog næppe tvivl om at mange projekter i hvert fald vil blive udskudt til efter nye undersøgelser, overvejelser og sikkerhedsforanstaltninger er gennemført.

Protester mod kernekraft i Japan

Traditionelt har man opfattet det sådan at befolkningen i Japan overvejende bakker op om regeringens højteknologiske programmer, herunder kernekraft. Meningsmålinger fra 1980erne og 1990erne tyder da også på at hovedparten af befolkningen dengang mente at kernekraftværkerne var sikre eller nogenlunde sikre; og at kernekraften var den vigtigste nøgle til energimæssig uafhængighed (Kotler et al 2000, s 5). Der var nogen, men meget spredt og mest lokal modstand.

Ulykkerne i løbet af 1990erne førte imidlertid til stigende protester, især i forbindelse med konkrete planer for nye værker. Nogle steder mobiliserede lokalbefolkningen ret massivt, og fik lokale eller regionale politikere til at gå ind i at blokere for etableringen, hvilket lykkedes i flere tilfælde. Der var også manifestationer mod etablering af faciliteter til håndtering af atomaffald. En opgørelse identificerer næsten 1000 protestaktioner mellem 1990 og 1997. Meningsmålinger foretaget før og efter Tokai ulykken i 1999 viste at andelen der følte sig ’meget usikre’ ved kernekraft steg fra 21 % til 52 % og at nu kun 11 %  nu støttede regeringens planer om at udbygge kernekraften (Kotler et al 2000, p. 10). Modstanden samledes dog stadig ikke til en national bevægelse for at ændre den nationale energipolitik, a la OOA i Danmark.

Den voksende modstand har derimod medvirket til at regeringen har modificeret og reduceret deres udbygningsplaner, dog oftere ved at udskyde snarere end helt at droppe konkrete projekter. Desuden har man ændret både lovgivningen og den institutionelle struktur flere gange, blandt andet for at imødekomme tilbagevendende kritik fordi oplysninger om sikkerhedsproblemer og – svigt i forbindelse med ulykkerne har været afsløret som fordrejet og tilbageholdt.

Det synes som om en bred skepsis har trivedes og moske vokset i befolkningen, uden at slå igennem politisk. En international undersøgelse af holdninger til klimaproblemerne i kernekraft-landene USA, Sverige, Storbritannien og Japan der blev offentliggjort i 2006, viste fx at det var den japanske befolkning som var mindst begejstret for mere kernekraft som en løsningsmulighed (Reiner et al 2006).

Det omtalte jordskælv i 2007, der ramte Kashiwazaki-Kariwa værket rejste også fornyede protester, nu med øget fokus på de seismiske aspekter. Fremtrædende jordskælvseksperter har i de seneste år krævet lukning af nogle værker på grund af risici i forbindelse med jordskælv og tsunamier (Wikipedia 2011).

En ny holdningsundersøgelse netop offentliggjort to uger efter Fukushima ulykken (KYODO 2011) viser at 47 % af befolkningen nu mener kernekraft værkerne i Japan skal skrottes omgående, mens en lige så stor del angiveligt ønsker at fastholde af den nuværende situation eller en yderligere udbygning. Om denne balance er stabil og repræsentativ er svært at vide. Der er meget kritik af myndighedernes håndtering af ulykken og ikke mindst informationssiden. I samme måling forkaster 58 %  således Kan-regeringens bestræbelser på at løse krisen og informere befolkningen, trods deres erklærede åbenheds strategi. Nogle af dem vi taler med mener også den nuværende regering bevidst tilbageholder oplysninger om ulykkens faktiske og mulige konsekvenser, mens andre er mere tillidsfulde. I en del familier af begge observanser er især husmødre og børn dog flyttet væk fra Tokyo området i en periode for en sikkerheds skyld.

Fremtiden for kernekraft i Japan

Det er forventeligt at modstanden mod kernekraft vokser umiddelbart under en igangværende krise som den aktuelle, og måske nærmere overraskende at den ikke fremstår mere massiv. Formentlig er det for tidligt at udtrække relevante svar hvad angår de dybere holdninger og den langsigtede energipolitik, som kernekraften er en del af. Overfor udbredt frygt og mistro står nemlig de både akutte og langsigtede problemer med at skaffe strøm. Denne situation får nogle til tværtimod at forcere udbygningen. Der kunne altså meget vel tænkes at blive en øget konflikt om kernekraftspørgsmålet i den nærmeste tid

På den ene side står en aktuelt uafsluttet næsten katastrofelignende situation med udslip af radioaktivitet i omgivelserne og en hel serie reaktorer nærmest ude af kontrol, som følge af en mastodontisk og usædvanlig men dog ikke helt utænkelig seismisk begivenhed. Dele af befolkningen er decideret opskræmt mens mange andre er mere eller mindre utrygge ved situationen.  Ulykken sker på baggrund ikke bare historiske internationale begivenheder som Three Mile Island og Chernobyl, men nok så vigtigt en længere serie af også nyere episoder og ulykker med de japanske kerneanlæg, herunder i forbindelse med jordskælv.  Betydelige dele af befolkningen har længe været skeptiske eller lunkne overfor kernekraften, og lige nu må en meget stor del være stærkt anfægtede af tanken om at basere en stor og måske endda øget andel af energiforsyningen i det jordskælvsplagede land på kernekraft. Tiltroen til at selskaber og myndigheder overhovedet kan sikre anlæggene og den måde de forvaltes på mod de tilbagevendende naturkatastrofer, som åbenbart ofte kan være kraftigere end der er planlagt for, og om de ønsker og evner at kommunikere ærligt, kan også godt have fået yderligere skud for boven.

Overfor dette står en række modvirkende faktorer. For det første er der det umiddelbare behov for strøm til drive økonomien og samfundet. Med bortfaldet af adskillige A-værker og andre energi anlæg er der knap nok kapacitet til at opretholde det aktuelle aktivitetsniveau i sin nuværende form, for ikke at tale om at skabe ny økonomisk vækst og udvikling. Man må forudse at nogle reaktorer (Fukushima nummer 1, 1-4) nok aldrig kommer i gang igen, mens mange andre vil være standset i længere tid for kontrol og eventuel opgradering. At skrotte yderligere værker i en situation hvor det kniber med forsyning og det haster med alternativer er næppe en let acceptabel løsning, hvis ellers værkerne kører ’uden bøvl’ og der ikke sker ’mere’. Dertil, og nok så vigtigt, kommer at de mest avancerede løsninger som kernekraftindustrien står klar med i kulissen angiveligt ikke har de risici for fx nedsmeltning indbygget, som den aktuelle teknologi står for (Kotler et al. 2011; Fukasawa 2009);  ikke mindst derfor vil der uden tvivl blive slået til lyd en fornyet ’sikker’ kerne satsning som en kilde til arbejdspladser, eksport, økonomisk vækst og gevinst. Men andre ord er kernekraft industrien givetvis stadig en magtfaktor, der har noget at tilbyde og vil presse på. Samtidig vil man, som det allerede ses, givetvis argumentere med at det er muligt at forstærke og sikre de eksisterede og nye værker yderligere mod begivenheder som det seneste jordskælv og tsunami. De store værker matcher også med den eksisterende centraliserede forsyningsstruktur i landet, som ikke har tradition for mange decentral fx vindmøller. Endelig er der klimaargumentet, der ganske vist også gælder for vedvarende energi som sol og vind, men disse sidste anses dog øjensynlig stadig som mere begrænsede og relativt dyre.

Bagved dette ligger dog også en række strukturelle økonomiske faktorer af stor betydning. Først og fremmest mener mange at det er tvivlsomt om kommercielle energiselskaber overhovedet kan opnå økonomi i at satse på at bygge og drive kernekraftværker (Lovins 2011;  Kotler 2011). Dette skyldes jo blandt andet de store og formentlig ikke faldende krav til sikkerhed, og de meget store udviklingsomkostninger. Ifølge nogle forfattere var det hverken Three Mile Island eller Chernobyl der satte en stopper for kernekraften internationalt, men den manglende interesse fra erhvervslivet på grund af de høje omkostninger og den lave profitabilitet. Herover står fx oplysninger om at de japanske firmaer Hitachi og Toshiba har produceret de nye 3. generationsværker til en pris under det budgetterede (Wikipedia 2011). Et nyere studie bekræfter dog at ny kernekraftstrøm formentlig er dyrere at producere end tilsvarende strøm fra nye kul- og gasværker, på grund af de meget høje kapitalomkostninger, men det fremgår også at resultatet afhænger meget af forudsætninger om fx risiko premiums størrelse og eventuelle CO2 priser og afgifter  (Du and Parsons 2009). Men mon ikke prisen på kernekraft vil vokse yderligere nu? Den rent kommercielle logik er dog næppe ene afgørende i et land som Japan hvor regeringen traditionelt er villig til at støtte strategiske industrier på forskellig vis. Dermed bliver det i højeste grad et politisk spørgsmål hvad der vil ske.

Der er formentlig en kombination af faktorer der kan skabe grobund for udbygning af kernekraft, hvor Valentine & Sovacool (2010) på baggrund af studier af Japan of Sydkorea peger på seks: 1) Stærk statslig involvering; 2)centralisering af den nationale energipolitik; 3) kampagner der forbinder teknologisk udvikling med national genopretning; 4) teknokratisk ideologis indflydelse på beslutninger; 5) en vis accept af politiske autoriteter samt 6) beskeden grad af folkelig aktivisme.

Denne beskrivelse synes at passe godt på situationen i Japan i hvert fald indtil lige før Fukushima ulykken, med bla. Kan-regeringens forholdsvis ambitiøse energi-, klima- og vækstplaner skrevet ind som led i national vitaliserings strategi, og med en øjensynlig relativt svagt organiseret, diffus modstand i befolkningen.

Men hvad så nu, under, og efter Fukushima? Falder regeringens planer fra hinanden og blusser den folkelige modstand op? Man kunne godt forestille sig at de mest skeptiske omsider ville blive tilstrækkeligt talrige og beslutsomme til at kunne påvirke og vende den politiske stemning, især, kunne man urimeligt kynisk tilføje, hvis der rent faktisk skete dødsfald, alvorlige personulykker og miljøødelæggelser i forbindelse med Fukushima episodens videre udvikling, og mulige fejldispositioner i den anledning. I hvert fald skulle man tro dette kunne svække, og atter udskyde planer om yderligere A-kraft satsninger i en rum tid. En mere fundamental ændring kunne måske tænkes hvis skepsis og modstand blev forbundet med en anden økonomisk-strategisk-ideologisk alliance med de betydelige japanske erhvervskæfter der er førende indenfor vedvarende energi og energibesparende teknologier, uden at dette endnu for alvor er slået igennem i den nationale energipolitik.

Jeg ser fire mulige hovedlinjer tegne sig,

1) en situation hvor  ulykken og de efterfølgende miljømæssige og økonomiske konsekvenser og mistro til myndighederne vender stemningen aktivt mod kernekraft, og hvor fx de helt aktuelle erfaringer med at der faktisk kan spares betydeligt på energien uden alt går i stå vi medvirke til at lede Japan frem mod nye alternative energiveje der også bidrager til løsning af klimaproblemerne

2) en situation hvor det akutte og vedholdende behov for strøm er med til at fastholde kernekraftens centrale position, og hvor der, når den måske enestående ulykke kommer på afstand og nervøsiteten reduceres gennem omfattende retrofit af eksisterende anlæg, åbnes døre for akraftindustriens tilbud om nye ’sikre’, klimavenlige og økonomisk potente kerneteknologier, hvilket leder frem mod en stablisering og fremtidig renæssance for denne energiform

3) en situation hvor skepsis mod kernekraft i lyset af ulykken dominerer og dermed underminerer regeringens og akraftindustriens strategier for at fremme den, men hvor det ikke er muligt af tekniske, praktiske, økonomiske eller tidsmæssige grunde at erstatte den med VE-løsninger, hvorfor fossile brændsler som olie, kul og gas i stedet reintroduceres (evt. i renere former med fx CCS), energibesparelser forceres, fx gennem høje afgifter, og Japan evt. må købe mange flere CO2 kreditter for at leve op til klimamålsætninger.

4) en situation med stigende polarisering mellem fløjene for og imod kernekraft, som fører mod stigende konflikt i samfundet og måske endog voldelige og konfrontationer og eventuelt helt nye politiske visioner og konstellationer.

Disse modeller er naturligvis alle forsimplede spekulationer, og eventuelle mere revolutionære perspektiver skal holdes op imod inertien og balancen i  de eksisterende systemer, ligesom man nok ikke skal undervurdere japanernes langvarige erfaringer med at leve med og sikre sig mod selv voldsomme katastrofer. Vi oplever nu selv den japanske befolknings uhyre besindighed, og opfatter ikke nogen ’panik’ omkring eller (endnu) umiddelbar mobilisering mod kerneenergi. På den anden side kunne stemningen måske skifte hvis der pludselig sker dødsfald, alvorlige personulykker eller miljøødelæggelser under Fukushima episodens videre udvikling. Befolkningens opbakning og tillid er langt vigtigere i dagens Japan, end dengang kernekraften var ny

Regeringen har netop standset et igangværende kommissionsarbejde der skulle have været udmøntet i en ny kernekraft plan i nærmeste fremtid. Nu er man nødt til at tænke forfra. Det antydes bla at hele Fukushima nummer 1 skal skrottes, inklusive de to uberørte reaktorer 5 og 6.

Under alle omstændigheder vil det japanske samfund være forbundet med denne energiform i en rum tid fremover, da anlæggene står der og mange af dem producerer (umiddelbart) billig, og af mange efterspurgt strøm.

Men spørgsmålet er om man virkelig kan opretholde troen på en stærkt øget satsning på kerne energi i et land hvor selv verdens ’bedste, højeste, sikreste’ etc. anlæg igen ikke har vist sig tilstrækkelige overfor naturens kræfter, og hvor selv en regering der vandt et jordskredsvalg på et program om åbenhed, beskyldes for at skjule sandheden på dette stadig meget følsomme område. Og uden Japan som ’spydspids’ er den af nogle forudsete globale ’renæssance’ for kernekraften måske tvivlsom.

 

Kilder

Fukasawa, Tetsuo; Sawada, Shusaku; Okada, Kikuo; Shimizu, Masashi (2009) Nuclear Fuel Cycle Technologies for Long-term Stable Energy Supply. Hitachi Review Vol. 58, No.2, pp 77-81

IAEA (2011). Fukushima Nuclear Accident. An update log. International Atomic Energy Agency, Vienna. http://www.iaea.org/newscenter/news/tsunamiupdate01.html [27. marts 2011]

IAEA (2008). Follow-up IAEA Report on Kashiwazaki-Kariwa Nuclear Power Plant. Published 26. February 2008. International Atomic Energy Agency, Vienna. http://www.iaea.org/newscenter/news/2008/kashiwazaki260208.html

IEA (2008) Energy Policies of IEA Countries, OECD, Paris.

Japan Statistical Yearbook (2010). Statistical Agency of Japan, Tokyo

JEAC (2005). Framework for Nuclear Energy Policy (Tentative Translation), Japan Atomic Energy Commission, Tokyo, October 11, 2005. http://www.aec.go.jp/jicst/NC/tyoki/taikou/kettei/eng_ver.pdf

Kotler, Steven (2011) Meltdown or Mother Lode: The New Truth About Nuclear Power.

Tuesday, 15 March 2011. http://www.ecohearth.com/eco-zine/green-issues/391-meltdown-or-mother-lode-the-new-truth-about-nuclear-power.html

Kotler, Mindy L. and Hillman Ian T.  (2000).  Japanese Nuclear Energy Policy And Public Opinion.  The James A. Baker Iii Institute For Public Policy, Rice University, Houston, May 2000.

KYODO News. http://english.kyodonews.jp/news/2011/03/81336.html [27. marts 2011]

Kan (2011) Message from Prime Minister Naoto Kan, Friday, March 25, 2011[Provisional Translation] http://www.kantei.go.jp/foreign/kan/statement/201103/25message_e.html

Lovins, Amory (2011)  Learning From Japan’s Nuclear Disaster. Greentechmedia. March 28, 2011 http://www.greentechmedia.com/articles/read/guest-post-learning-from-japans-nuclear-disaster/

METI (2011) Tohoku Pacific Earthquake and the seismic damage to the NPSs. 19:30 March 24th, 2011 (JST), Ministry of Economy, Trade and industry (http://www.meti.go.jp/english/electricity_supply/pdf/110324_1930_factsheet.pdf)

METI (2010a) Japan’s New Growth Strategy. Maximize the Market’s Function through Reimagined Public-Private Cooperation. Ministry of Economy, Trade and industry,  August 2010.

METI (2010b) The Strategic Energy Plan of Japan-Meeting global challenges and securing energy futures-(Revised in June 2010) [Summary], June, 2010, Ministry of Economy, Trade and Industry, Japan

Mochizuki , Mike M. (2007) Japan Tests the Nuclear Taboo. Nonproliferation Review, Vol. 14, No. 2, pp 303-328

NHK (2011) News Broadcast; March 28, 19:10

Reiner, D.M.; Curry, T.E.; Defigueiredo, M.A.; Herzog, H.J.; Ansolabehere, S.D.; Itaoka, K.; Johnsson, F. ; Odenberger, M. (2006). American Exceptionalism? Similarities and Differences in National Attitudes Toward Energy Policy and Global Warming. Environmental Science and & Technology, 40 (7), pp 2093–2098

Szechenyi, Nicholas (2006) Japan’s Nuclear Debate: To Be Continued? The Japan Chair Platform, Center for Strategic and International Studies (CSIS), Washington DC. December 14, 2006

TEPCO (2011). Fact & Figures. Tokyo Electric Power Company.  http://www.tepco.co.jp/en/corpinfo/overview/facts-e.html

Valentine, S.; Sovacool, B.K; Matsuura, M. (2011). Empowered? Evaluating Japan’s national energy strategy under the DPJ administration. Energy Policy 39, pp. 1865–1876

Valentine, S.V  and Sovacool, B. K. (2010). The socio-political economy of nuclear power development in Japanand South Korea. Energy Policy 38, pp 7971–7979

World Nuclear Association 2011. http://world-nuclear.org/info/reactors.html


[1] Det officielle navn i Japan er nu ”The Tohoku Pacific Earthquake”

3 Replies to “A-kraft i Japan – Nej tak?”

  1. Pingback: Læs om A-kraft i Japan | Japan 2011

  2. Tak Henrik, for en meget sober og ret dybtgående opsummering. Efterskælvet i dag på 7.1 Richter, har det haft betydning for værket?

  3. Ja, der er problemer med a-kraft, men hvis slet ingen energi er den farligste energi, er vindmøller farligere end noget a-kraftværk.

    Der er den udbredte misforståelse blandt næsten alle, at vindmøller kan reproducere den energi, der er investeret i dem, mange gange. Det skyldes først og fremmes en lidt raffineret løgn, som både vindmølleindustrien og desværre også Risø benytter sig af. Det er klart, at industrien har en interesse i at fremme salget af deres møller, men man kunne forvente, at en forskningsinstitution som Risø ikke ville benytte sig af tarvelige trick, men det gør Risø ikke desto mindre. Det hænger nok sammen med, at Risø oprindelig blev etableret for at forske i civil unyttelse af a-kraft. Men det kom aldrig dertil. Man omstillede Risø til at forske i vindmøller, og nu skulle deres forskningsindsats jo helst belønnes med et energisystem, der havde en positiv energibalance.

    Men de indså ret hurtigt, at det aldrig ville kunne lykkes, så derfor blev Risø nødt til at bedrage omverdenen og tyede de ligesom industrien til at anvende EE-værdier. Det ved du ikke hvad er, men det skal jeg forklare dig lidt senere.

    Med disse EE-værdier kunne de få vindmøller til at fremvise en energitilbagebetalingsfaktor på fra 30 til 80. Man satte jo ikke spørgsmålstegn ved denne alliance, og vindmølleindustrien og Risøs dataark blev kanoniseret af Energistyrelsen, der ikke selv foretager energieffektivitetsundersøgelse. (Spørg bare Anne Grete Holmsgaard)

    EE-værdier omfatter det direkte energi-input ved fremstillingen af et produkt:

    En smed bøjer en jernstang med en maskine – så måles der på, hvor meget energi denne maskine forbruger under bøjeprocessen.

    Smeden svejser jernstangen sammen med en anden jernstang – så måles der hvor meget energi, der bruges under selve svejseprocessen, og der måles også hvor meget energi, der rummes i det stykke svejsetråd, han bruger ved svejsningen.

    Smeden borer 5 huller i jernstængerne – der måles, hvor meget strøm boremaskinen bruger til at bore hullerne.

    Det er EE-værdier. Og det ser jo tilforladeligt ud, ikke?

    Men det er det ikke! Man glemmer:

    Smedens arbejdsløn, afskrivninger på maskiner (bøjemaskine, svejseapparat, boremaskine), afskrivninger på værkstedets bygninger, forsikringer – alle mulige andre omstændigheder, hvor der ikke direkte kan måles på energiforbruget, men hvor energiforbruget ikke desto mindre er indlejret på den ene eller anden måde.

    Selv hans fortjenste og hans moms skal medregnes, for hans fortjeneste omsættes jo til forbrug (energi!) på et eller andet tidspunkt, og momsen omsætter staten til forbrug (energi!), idet intet forbrug kan tænkes, uden at der er involveret energi i større mængder.

    Han kan lægge nogle af pengene i banken, så sørger banken for at sætte pengene i sving igen til forbrug andetsteds. Hvis pengene ikke skal omsættes til forbrug (energi!) et eller andet sted, skal de brændes eller spises!

    Disse lidt mere indirekte energiposter medtages IKKE under EE-værdier men de er ikke desto mindre lige så faktiske. Det eneste måde at opgøre det SAMLEDE energiindhold i en vare eller tjenesteydelse er at gå ud fra varens/tjenesteydelsens SALGSPRIS. Men det gør man ikke ved vindmøller. Gjorde man det, viser det sig, at vindmøller ikke betaler deres energi tilbage én eneste gang.

    Eksempel:

    Vi ved, at Horns Rev 1 kostede 2 mia. kroner, og vi ved, at mølleparken producerer 0,6 mia. kwh om året (svinger lidt). Da mølleparken blev sat i gang kunne man dengang købe lidt over 7 mia. kulsorte kwh for de 2 mia. kroner, der var vindmølleparkens endelige kostpris.

    Hvor mange år tager det at betale disse kulsorte 7 mia. kwh tilbage, når parken producerer 0,6 mia. kwh om året? Rigtigt, ca. 12 år!

    Parken har en levetid på 20 år. Så producerer den altså “ren” energi de sidste 8 år? Nej, det gør den ikke. Det er nemlig sådan, at vi har – også ude i Vesterhavet – ca. 100 dage, hvor vinden ikke blæser eller blæser meget lidt. Men da vi skal have den samme mængde strøm uanset hvad, så må vi bede kulstrøm, halmstrøm, gasstrøm, svensk strøm, tysk strøm eller norsk strøm om at dække produktionstabet.Det aller meste er kulstrøm eller a-strøm, selv om der også er lidt norsk vandfaldsstrøm!

    Desuden skal parken drives (arbejdsløn = forbrug = kulstrøm), parken skal vedligeholdes (arbejdsløn + maskiner = forbrug = kulstrøm), og til sidst skal parken rives ned (arbejdsløn + maskiner = forbrug = kulstrøm). Disse kulsorte udgiftsposter udraderer de sidste “rene” kulstrøm.

    Vindmøller kan ikke betales den i dem investerede energi tilbage, og de fortrænger dermed heller ingen CO2, og fuglene kan heller ikke lide dem.

    Men desværre er det sådan, at du ikke ved det, du er hoppet på Risøs og storindustriens helt formidable løgn om,at møllerne betale deres energi tilbage mellem 30 og 80 gange – lidt afhængigt af, hvem der fortæller løgnen.

    Med dette elegante bedrageri, der kun kan gennemføres ved, at ingen ønsker at kende den faktiske sandhed om vindmøllernes faktiske energibalance, står vi engang i fremtiden helt forsvarsløse ved en evt.alvorlig energimangel.

Leave a Reply