18. Marts 2011.
I dag tager vi til Okinawa. Fokus har mest været på jordskælv, A-sikkerhed og almindelig logistik disse dage. Der er usædvanlig mange efterskælv efter det store sidste fredag, heldigvis svage her i Tokyo.
Jeg har lavet en simpel grafik der viser forløbet indtil i går middag.
/8. april jeg har fjernet grafikken igen. Det er langt mere fantastisk og informativt at kigge på Paul Nicholl’s dynamiske side http://www.japanquakemap.com/ Man kan evt. starte om morgenen den 11. marts. OBS: Kan virke angstprovokerende på svage sjæle bosiddende i Japan, men side 2 med kumulativ hyppighed og styrke pr dag er til gengæld mere betryggende…)/
Jeg vender forhåbentlig tilbage med mere trafikstof senere.
CYKLIST!
15. februar 2011
Nu er jeg endelig cykelejer i Japan! En lille letvægts ting til ca 1.000 Kr, endda med 6 shimano gear og lys-sensor.
Cykelejer So what? Der er 70 milioner cykler i Japan (1). Men det ikke helt så let som det lyder…
For det første skal cyklen REGISTRERES for at være lovlig. Jeg skulle have 3 godkendelser for at komme i gang, hver har sin mærkat. Først registreres cyklen hos politiet. Så skal jeg have parkeringstilladelse ved boligen. Og så kørsels- og parkeringstilladelse for universitetets område.
Dernæst er problemet hvor jeg skal GØRE AF DEN i øvrigt. Man parkerer fx ikke bare sin cykel ved stationen. Det ville give kæmpe kaos.
Og det er faktisk forbudt at parkere ulovligt – se bare!
Der er store parkeringsanlæg med betaling ved de fleste stationer og en del andre steder, men jeg har ikke fundet ud af hvordan de fungerer. Man kan vist nok kun få tilladelse til at benytte dem hvis man bor langt nok væk …
Endelig er der problemet med hvor hvor jeg må KØRE. Der er (næsten) ingen cykelstier her, så det evige spørgsmål er: vejbanen eller fortorvet? Begge dele ses i rigt mål, og begge har sine fordele og ulemper. Reglerne er lidt uldne. I ’gamle dage’ kørte man på vejen. Fra 1970 tillod man cykling på fortorve, hvor det var ’forsvarligt’. I 1982 forsvandt reglen om ’forsvarligt’ og det blev i praksis til kørsel overalt. Fra 2001 er hovedreglen imidlertid at man kører på vejen (2). Man må IKKE køre på fortorvet, medmindre strækningen er udpeget og skiltet til det. Men alle gør det. Gør jeg det? Ja!
Der er mange regler og store bøder for at overtræde dem. Men de håndhæves stort set ikke. Næsten ingen bruger cykelhjem. Mødre cykler ofte med to små børn. Mange kører som sindssyge (især ned ad bakke og rundt om hjørner uden udsyn). Det virker ikke som om der er nogen fælles ide om vigepligt. Der sker også mange ulykker, flere end der burde være forhold til antal indbyggere og cykler (3).
Men det er skægt og spændende at køre på opdagelse! Og min daglige pendling reduceres fra 2* 25 minutter til 2* 8.
Modsætningerne afspejles i cykelkulturen – cyklen hyldes – og forbandes.
I Sapporo hvor vi lige var på besøg er det en lidt større udfordring at cykle om vinteren…
(1) Mio SUZUKI (2010). Current Conditions and Policies of Bicycle Traffic in Japan, p 7. (2) ibid. p 16. (3) ibid. p 24
30. Januar 2011
Dejligt at være hjemme i Tokyo igen efter et nogenlunde vellykket TRB konference i Washington 23-27 januar. Det er en LANG rejse (ca 14 timer i et stræk), men sjovt at krydse datolinien – jeg ankom til Washington lørdag ca 2 timer før jeg lettede fra Tokyo!
Bortset fra de 2,25 t CO2, er det værste at de to lufthavne er to af dem i verden der ligger længst fra deres respektive stor bycentre (57,5 km for Narita og 41,6 km for Dulles). Men Narita er suverænt bedre betjent. Der er bla to konkurrerende, lækre hurtigtog fra forskellige punkter i Tokyo, NEX og den nye Keisei Skyliner (her lånte billeder samt begge begge i Linus PLARAIL modeltogsudgaver). I Dulles med bus ind til deres ret slidte og upåligelige Metro og videre ind, det tog væsentlig længere tid. Jeg tog en taxa retur…
Tilbage i Japan sker der hele tiden nyt på togfronten. Til marts lanceres de nye E5 Shinkansen tog på ruten fra Tokyo til Aomori. Hastigheden bliver op mod 320 km/t. Hypen er ret enorm. Her en af JR Easts mange plakater. Vi skal nok få prøvet den…
>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>
Jeg og familien ankom til Japan den 6. januar, og vi har haft en rigtig god start. Det er pragtfuldt at være i Tokyo igen, og der er ingen ende på hjælpsomheden og effektiviteten hos de Japanske instanser. Tokyo Instiute of Technology har sørget for alt – lige fra gæstebolig med gratis internet, over velkomstreception med ‘live’ sushi kok, til de obligatoriske hjemmesko, man skal bruge på kontoret.
Linus 9 år (se de andre faner) er længere fremme med sin skole end vi voksne er med arbejdet. Men det er rart med en rolig start for os, så vi kan bugsere Linus gennem Tokyos propfyldte myldretidstog, og hjælpe med at lave lektier på både engelsk og japansk!
Nogle af de vigtigste banelinier i Tokyo – forvirret?
Stå ved stregen, og hold køen, så fungerer det.
Tokyos trafik kan dog være kaotisk. Den lokale overskæring, midt inde i byen. Mange tog. Bommene er nok nede 25% af tiden.
Her bor vi. Der er 25 minutters gang til arbejde, her. Skal have mig en cykel. Daisuke har sit eget laboratorium: FUKUDA Lab.
Tokyo er cool. Fuji er flot med sne på (i baggrunden). Udsigter fra baren i Shinjuku Southern tower.
————————————————————————————————————
Henrik er gæsteforsker ved Tokyo Institute of Technology fra 5. januar til 5. juli 2011.
Emnerne er bæredygtighed, klimahensyn og performance måling i japansk transportpolitik.
Associate Professor Daisuke Fukuda er vært for opholdet (det er Daisuke til højre). Billedet er taget foran Tokyo Techs hovedbygning i 2008.