Lørdag d. 11. juni markeredes tre-månedersdagen efter jordskælvet og tsunamien i Tôhoku. En avis opsummerer katastrofen: 15.431 mennesker døde og 8.069 er stadig savnet. Mere end 90.000 mennesker bor endnu i evakueringscentre. 57.900 hjem i de ramte områder er uden rindende vand. Det skønnes, at tsunamien efterlod i alt 24 millioner tons vragrester, hvoraf kun ca. en femtedel er blevet fjernet. (The Daily Yomiuri, 12/6-2011) Med andre ord: der er lang vej igen for genopbygningen af de ramte områder.
I anledning af de mange forandringer, som det japanske samfund står overfor, blev der arrangeret en 2-dages konference på Temple University Japan Campus med titlen Emergent Forms of Engagement and Activism in Japan: Politics, Cultures and Technologies.
Jeg (Gunhild) deltog i konferencen, og fulgte bagefter med nogle af konferencedeltagerne til en stor anti-atomkraft demonstation, som fandt sted lørdag. Det var sjovt at se flag og bannere med det danske “Atomkraft – nej tak” logo, som stammer tilbage fra 1975 – her i japansk udgave.
Demonstrationen, som er den tredje store af sin slags i Japan siden 11. marts, er et godt eksempel på den slags nye sociale netværk og aktivistiske interessegrupper, som konferencen fokuserede på. Mange japanere føler sig frustrerede over de store politiske katastrofer i kølvandet på naturkatastrofen, især de kaotiske tilstande på Fukushima Daiichi atomkraftværket, men også mange andre ting, som er forbundet med det: TEPCO (Tokyo Electric Power Company, som ejer Fukushima-værket), dårlig politisk ledelse, ufuldstændig eller utroværdig information, manglende eller forsinket økonomisk støtte til de ramte områder, og så videre. Dette gælder også for den mentale tilstand: mange føler usikkerhed, både for eget helbred og fremtid, og for Japans fremtid på et mere overordnet plan.
Mange japanere føler endvidere, at traditionelle politiske partier på venstrefløjen eller NGO organisationer er for brede i deres tema, eller for etablerede og stive i struktur og beslutningsprocesser. Med den jævnlige udskiftning af premiereministre og de talrige skandaler om korruption blandt folk med offentligt embede i Japan, er store dele af befolkningen blevet trætte af officiel politik. En del japanere, især blandt unge, er derfor nu begyndt at mobilisere hvad professor Patricia Steinhoff på konferencen kaldte Japans “usynlige civilsamfund” (invisible civil society). Det består af tusindvis af små, uformelle interessegrupper, som ofte er lokalt forankret, og som samles om et emne, holder møder, organiserer aktivisme, producerer nyhedsbreve, anvender personlige netværk til at engagere flere, og kommunikerer deres aktiviteter til andre gennem internetbaserede sociale medier som blogs og twitter.
Interessergrupperne er overordentlig entusiatiske og energiske med deres sag, og er åbne overfor alle andre, der har lyst til at støtte op om sagen. At deltage giver folk fokus, engagement, mening i tilværelsen, og menneskelige relationer. Ulempen er, at mange grupper kun eksisterer i kort tid, at der ofte mangler kontinuitet, og at den politiske effekt på regering og beslutningstagere ikke virker special stor. Når de kaldes “usynlige,” er det fordi de ikke har gennemslagskraft i mainstream medier, og fordi de for det meste er ukendte uden for deres egen lokale kontekst.
Denne form for politisk bevægelse på græsrodsniveau kan for tiden findes mange steder i verden, og er ikke noget specielt “japansk”. Det som antropologerne og sociologerne på weekendens konference er optaget af, er at denne form for alternativ politisk aktivitet måske vil få særlig stor betydning i forbindelse med den aktuelle begivenhed i Japan, som de overvejende engelsk-talende forskere iøvrigt var enige om at kalde “3.11” (– lidt for tæt op ad “9.11” efter min smag). En af de målsætninger, som blev annonceret til demonstationen, var at ophøre helt med kernekraft i Japan og gå over til vedvarende energi. Det vil være interessant at se, om de nye politiske bevægelser, kaldet “alter-activism” (alternativ aktivisme), kan skabe nok folkelig opbakning til en radikal ændring af Japans energipolitik.
Demonstrationen imod atomkraft lørdag havde således deltagelse af mange forskellige grupper. I løbet af dagen havde angiveligt mellem 20.000 og 30.000 mennesker været samlet til demonstrationer rundt om i Tokyo, og marcherede om eftermiddagen fra de forskellige områder mod samlingsstedet foran Shinjuku station. Her var både “de vrede husmødre fra Fukushima”, D.i.Y. punkbands, børnefamilier, pensionister med minder fra krigens tid, unge “freeters” (“fritidsjob”, uden fuldtidsjob eller tryghed i ansættelse), studerende, anarkister og mange andre.
Da jeg kom sent om eftermiddagen var der nok omkring 3.000 personer på pladsen, og temmelig meget politi. I yderkanten af pladsen holdt varevogne med talerplatforme på taget, mens en flok inde i midten begyndte en livlig samba-agtig dans, som bredte sig længere og længere ud i kredsen – lige indtil næste politikæde. Både organiseringen af demonstrationen, såvel som politiets iøvrigt fredelige respons, medvirkede således til at demonstrationen føltes en smule fragmenteret. De forskellige aktiviteter virkede ikke koordineret, men samtidig var der en masse energi og gang i den. De ældre, hvoraf mange er veteraner fra 60ernes store politiske massedemonstrationer i Japan, klager over, at de unge kun er her for at feste. Måske – men de gør det med et politisk formål, og med nye måder at levere budskabet på.
